onsdag den 20. april 2011

Lige før solen går ned, kommer der en brise

Indtil videre...

4. udfordring
Cyberspace, 18. april 2011
"Tag lige et billede til denne titel"

Uden titel

På en tværvej
Ligger Sagfører og Godsforvalter Philip Madsen
Side om side med Naalemagermester og Stivelsesfabrikør Hans Heinrich Wulf.

Overfor kan du fylde vand i aluminiumsvandkanden,
hvis du har en 20’er. Put mønten i og kæden løsner sig,
som når du tager din indkøbsvogn i Netto.

En humlebi tumler forbi, tyk og vintertung.
Bænken er tom, men gør reklame for Den Hemmelige Kaffebar.
Adressen er udvisket.

Overfor Philip Hansen ligger Conferentzrath
R.u.D. V. Schmidt-Phiseldeck og hans hustru
Maria Wilhemine og deres datter Thora.

Ku’ man gøre andet end at ligge her,
sku’ man gå på kaffebar...

3. udfordring
Assistens Kirkegaard, 6. april 2011

Opløsning

Opløsning
Op
Løs
Løsning
Det løser sig
Lige nu opløsning

Han er død
Han er død af livet
Af for mange Bøger, vin
Kvinder, kræftceller
Af raseri, grin
Af sig selv
Han døde
Af sig selv

Valgte at Opløse sig
Ku’ ikke finde
Løsningen
Op
Er han i Himlen nu?
Deroppe?
Hvad er løsningen?
For mig?
Hvor skal jeg
Gå hen?

Han er død
Død af sig selv
Fordi han
Ville

Opløst
Jeg er opløst
For han er
Død
Opløst
Op
Jeg må op
Væk
Væk her fra

Udfordring 2
Assistens Kirkegaard, 6. april 2011
Vi stoppede v Ebbe Kløvedal Reichs’ grav. Fandt på stikordet ”Opløsning”, som var vores udgangspunkt (5-10 min)

torsdag den 7. april 2011

Uden titel

Hvorfor ringer Hjem-Is fra et sted bag træerne? En der sælger is fra sin bil kan ikke være her. Her hvor der skal være ro til de døde.

Måske nok en due, som prikker i busken. Måske nok en jogger, der hvirvler småstenene op på stien. Den bliver ved. Men en glad klokke, der ringer med sol og sommer er ikke hjemme her. Her hviler gravstene og madonnaer over døde kroppe for længst blevet til ingenting.

En forstenet skildpadde ligger stille hen i respekt for det, der står stille her. Livet inden for murene som et skrig fra en sørgende enke ved kisten. Et skrig der aldrig kom. Et liv der aldrig kommer. Her skal der være død og sorg og hensygnende skrig, der blander sig i vinden med fuglene som skræppende forårsbebudere.

Og med Hjem-Isklokken, der bliver afbrudt af en sirene og stivner.


1. udfordring
Assistens Kirkegaard, 6. april 2011
Vi gik tilfældigt rundt. Da alarmen ringede, var vi ved vores udgangspunkt (10 min).